Download

Princippet bag kanalerne
For at en radio skal være i stand til at modtage signaler fra en anden, må modtageren være indstillet på samme frekvens som senderen. For at modtage DR’s langbølgeradio (vejrmeldingen) må radioen være indstillet på 243 KHz.

Højere frekvenser har højere frekvensnummer, helt til vi når VHF-båndet, hvor numrene er så uhåndterlige, at de er vanskelige at huske. For at huske et nummer som 161,625 MHz, en standardfrekvens godkendt af ITU, har den fået tildelt et kanalnummer.

Før udviklingen af elektronik virkelig tog fart, var VHF-radioer relativ kostbare og ikke særlig udbredt, hvorfor den del af VHF-båndet, som var tilegnet maritim anvendelse, kun var inddelt i 28 internationale kanaler. De var nummereret fra 1-28 og var adskilt med 50 KHz (0,05 MHz).

I løbet af 1970-erne faldt prisen betydeligt, og populariteten steg dramatisk, og det tildelte frekvensbånd begyndte at blive trangt. Teknologien havde også udviklet sig, så frekvensadskillelsen på 50 KHz virkede unødvendigt generøst. Antallet af kanaler kunne næsten fordobles, uden at det var nødvendigt at udvide frekvensområdet ved at lægge nye kanaler imellem de eksisterende. Kanal 60 til 88 blev nu tillagt.

I tillæg til at kanalerne havde deres specifikke frekvenser (i nogle tilfælde to frekvenser), fik de nu også specielle brugsområder. Kanal 12, f.eks., særlig af havnemyndigheder. Det er fuldt muligt for andre fartøjer at benytte denne kanal til at kommunikere indbyrdes, men det ville være forstyrrende, potentielt farligt og definitivt forbudt at gøre det.