Baggrund og principper
Igennem det meste af det seneste århundrede var radioudstyret, som skulle være om bord i skibe, tilpasset skibets størrelse og antal passagerer. Således at en færge var udstyret med kommunikationsudstyr beregnet til at kunne nå hele verden og en velkvalificeret radioofficer til at betjene det, selv om fartøjet sjældent befandt sig mere end 40 sømil fra nærmeste havn.
PÅ den anden side kunne det ske, at et lille fartøj blev nød til at krydse Stillehavet med bare en MF-radio med et par hundrede mils rækkevidde ombord. Hvis den blev nødt til at sende nødsignaler ud, ville det være en tilfældighed, hvis nogen i det hele taget befandt sig indenfor hørbar rækkevide.
I 1979 bestemte IMO (International Maritime Organization) at udnytte den forbedrede teknologi, hvilket førte til at GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System) blev udviklet. Nye bestemmelser blev oprettet i 1992, og systemet blev indfaset over en periode på syv år.
Hoved ideen var, at alle skibe skulle have mindst to uafhængige systemer, som kunne sende nødmeldinger direkte til hoved redningscentraler i land. Til dette blev der implementeret en række krav, blandt andet muligheden for at kunne kommunikere med fartøjer i nærheden og at modtage vejr- og navigationsvarsler.
For at kunne bestemme hvilken slags udstyr som skulle være ombord i de forskellige fartøjsgrupper, blev verden delt i fire områder:
••••A1 – områder ligger indenfor radiotelefoni dækning af mindst en VHF radiostation med
••••kontinuerlig mulighed for alarmering via VHF-DSC.
••••A2 – områder ligger udenfor havområde A1, men inden for radiotelefonidækning af mindst én
••••kystradiostation med kontinuerlig mulighed for alarmering via MF-DSC.
••••A3 – områder ligger udenfor havområderne A1 og A2, men inden for dækning af et Inmarsat
••••geostationær satellit, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via Inmarsat-systemet.
••••A4 – områder ligger udenfor dækningsområdet for Inmarsat-systemet, som kun dækker til
••••hhv. 76° Nord og 76° Syd.
